Danmark dirigerer

Niels Peter Danmark dirigerer

Hovedgård Blæserne har fået ny leder. Niels Peter Danmark, lærer og 1. viceborgmester i Gedved kommune (V) har overtaget hvervet som dirigent i Hovedgård Blæserne. Hermed afløser han Kaj Nielsen, der stopper efter 16 år med dirigentstokken i hånden.
Den ny dirigent har et kort og klart svar på, hvorfor han overtager posten. - Det er fordi, Kaj stopper alt for tidligt, siger han og peger gemytligt på den afgående dirigent. Det var bestyrelsen for blæsergruppen, der spurgte Niels Peter Danmark om han havde lyst til overtage. - Men egentlig ville jeg hellere selv spille i Hovedgård Blæserne og øve mig under Kaj, siger Niels Peter Danmark, der "bærer en trombone", som han selv beskedent udtrykker det. Men Niels Peter Danmark kommer altså ikke til at sidde i orkester med "en lille blæser på".
Den ny dirigent var med i blæsergruppen fra dens start i 1969 og frem til 1980. Herefter var han med i en række andre sammenhænge. Han har blandt andet ledet Hovedgård Skoleorkester, og det er også som leder, han gerne vil ses. - Jeg vil slet ikke tituleres dirigent. Jeg vil hellere betragtes som orkesterleder. En dirigent bestemmer, en leder lytter og leder medlemmerne i den retning, de gerne vil, siger Niels Peter Danmark.
For Kaj Nielsen betyder afgivelse af hvervet som dirigent mere tid til at spille. - Min afgang skyldes dels tanker om orkestrets videreudvikling, men jeg vil også gerne have tid til at spille lidt selv, siger han med stor tilfredshed. Samtidig håber han, at Niels Peter Danmark kan trække nyt blod til orkestret via sit job som leder af skoleorkestret.
Kaj Nielsen trækker sig fra sin post uden bitre undertoner. - Det har været en dejlig tid, jeg har haft i orkestret, siger han. Og problemer med at komme væk hjemmefra har der aldrig været for den afgående dirigent. Både hans kone Åse og hans to døtre, Hanne Nielsen og Kirsten Simonsen, spiller nemlig også i orkestret. Kaj Nielsen spiller både klarinet og saxofon og er med i en gruppe i Horsens. Nu hvor Niels Peter Danmark overtager hvervet som orkesterleder, overvejer den afgående dirigent også at spille i politiorkestret i Horsens igen. Og omkring 1. maj sætter han sig over ved siden af de andre 40 i Hovedgård Blæserne. Og spiller klarinet.
Horsens Folkeblad 7.4.97