Gademusik Festival i Uldum. 5. juli 2014. Billede nr. 1 af 4
Hovedgård Blæserne foran Hovedscenen

Den første lørdag i juli måned er der gademusik m.m. i Uldum. Af programmet fremgår det, at mere end 1.000 sangere, musikere, gøglere og dansere kan opleves i løbet af den ene dag, festivalen varer. Det hele afvikles stramt på 19 scener, men derudover lægger hele byen scene til diverse underholdning. Der er alt, glade amatører og top-stjerner indenfor underholdning, og meget derimellem, og i år var fremmede lande rigt repræsenteret. Der var lokale grupper med i underholdningsudbudet, nemlig Cafe Himmelblå fra Østbirk og Hovedgård Blæserne, men billederne giver et svagt billede af, hvad man kunne opleve. Lasse og Mathilde hyggede på en af scenerne og på Hovedscenen gav Rock Nalle gamle numre med his crazy Ivans. Der var jazz, hvor Blæsernes tidligere dirigent, Ole Møller, ledede Møllers Jazzband gennem alle de gamle evergreens.
På gaderne var der forskellige gøglere samt en englænder, der spillede på et hav af instrumenter, fordelt på hans krop. Og selvfølgelig havde frisøren en stol udenfor og der var servering forskellige steder. I kirken kunne man opleve Ivan Pedersen, Martin Jönsson og Søren Jacobsen, og her kan menighedsrådet ikke klage over fremmødet. Kirken var stopfuld, så det kun blev til et enkelt billede af Ivan Pedersen.
Uldum Gademusik Festival er et fantastisk arrangement. Det er noget helt for sig selv, og man kan kun håbe, at arrangementet vil blive videreført, som vi har lært det at kende.
bogo Østjysk Avis 16. juli 2014