Flot koncert med Hovedgård Blæserne og Beredskabsforbundets orkester
Horsens nye teater var i lørdags rammen om en flot og iørefaldende koncert, hvor to velspillende orkestre præsenterede deres kunnen for en desværre ikke så fyldt teatersal.
Men de fremmødte fik en dejlig koncert med et meget varieret repertoire, der viste tambourkorpsets kunnen og Beredskabsforbundets orkester og Hovedgård Blæsernes musikalske spændvidde fra det populære til det drønsvære.
Begge orkestre har i øjeblikket samme dirigent, Taus Houmøller, så der var derfor heller ikke problemer med ledelsen af det store fællesnummer.
Dagens sangsolist var Jesper Bjarnesen, der gav et par numre med hvert af de to orkestre, men han var også med, da dagens konferencier Lasse Holy greb mikrofonen og sammen med Jesper Bjarnesen gav en forrygende afslutning med det gamle Frank Sinatra nummer: New York, New York.
Det skal lige indskydes, at der også medvirkede en skotte på sækkepibe.
Det var en forrygende eftermiddag, som mange gik glip af. Det var synd for dem.
bogo