Kirkekoncert 11. oktober 2007. Billede nr. 1 af 2
Kirkekoncert med Hovedgård Blæserne i Ørridslev Kirke.

Østjydsk Avis 10. okt. 2007

Alle borgere i Hovedgård og omegn indbydes til kirkekoncert med Hovedgård Blæserne torsdag den 11. oktober kl. 19.30 med et alsidigt program.

Hovedgård Blæserne har eksisteret siden 1969. Orkesteret startede efter sigende med en bemærkning fra en forælder til et skoleorkester-medlem: "Når vore børn kan lære at spille, hvorfor kan vi forældre så ikke også lære det?". Niels Heyn, der også havde startet skoleorkestret, tog tanken op og indbød til begynderundervisning på trompet og klarinet. Og helt fra bunden voksede der et orkester frem. Efterhånden er det en blandet flok på 32 medlemmer, og ikke kun fra Hovedgård.

Efter Niels Heyn var Kaj Nielsen - (som nu spiller med) - leder af orkestret igennem 15 år. Derefter Niels Peter Danmark i ca. 4 år. Orkestrets nuværende leder er Ole Thor Møller.

Portræt af Niels Heyn
Niels Heyn
Portræt af Kaj Nielsen
Kaj Nielsen
Portræt af Niels Peter Danmark
Niels Peter Danmark
Portræt af Ole Thor Møller
Ole Thor Møller
Repertoiret har ændret sig gennem årene, men det gennemgående træk har altid været, at der skal spilles glad musik og musik som orkestret selv har det godt med at spille.

Foreningens formål er - ifølge vedtægterne - at samle unge og ældre musikinteresserede til orkester sammenspil, samt i øvrigt at støtte musikken indenfor ungdomsarbejdet i Hovedgård.

Hvert år i september holdes generalforsamling og bestyrelsen består af 5 medlemmer.

- Vi øver på Hovedgård Skole hver torsdag aften kl. 19.15 til ca. 21.45 under den skrappe, men retfærdige og humoristiske dirigent. Vi synes selv at vi har gjort et fund, hvad dirigent angår. Han vil noget med os - men ambitionsniveauet er ikke større end det vi kan klare. Men det kræver selvfølgelig som minimum at man kan spille efter noder, fortæller formand Jette Andreasen.

Repertoiret spænder vidt, lige fra Air og Water Music Suite til Just a Gigolo over Abba og Rock 'n' roll, Københavner March, Bohemian Rhapsody og Basin Street Blues.

Det kan ske der øves en lørdag formiddag, hvis der er behov for det op til et arrangement. Medlemmerne får løbende udleveret en aktivitetsplan. Derudover har blæserne en hjemmeside, som kan benyttes til al slags information.

- Efterhånden er det en tradition, at vi spiller til byfesten her i Hovedgård og i Tvingstrup, samt på plejehjemmene op til jul. De senere år har vi spillet til gademusik-festival i Uldum. Vi har også flere gange haft forårskoncert med byens sangkor. For en del år siden gav vi koncert i Kattrup Kirke. Vi har spillet til friluftsgudstjeneste ved Ring Kirke og vi har givet koncert i Vor Frelsers Kirke i Horsens. Derudover er vi hele tiden åben for andre arrangementer f.eks. fødselsdage - Horsens for fuld udblæsning - jubilæer o.s.v., fortsætter Jette Andreasen. Hvert år - den sidste øveaften før sommerferien - har Blæserne en lille sammenkomst, hvor de griller og har nogle fornøjelige timer. De har efterhånden besøgt mange af medlemmerne, som har været så venlige at invitere.

Der er også den årlige juleafslutning, den første lørdag i december. Festen holdes på skolen, hvor man plejer at have en rigtig hyggelig aften, og kårer »årets blæser« - en afstemning der foregår til generalforsamlingen - og der er underholdning af forskellig art. Den sidste øveaften inden juleferien gives en koncert i Tvingstrup Forsamlingshus. Det er efterhånden en rigtig god tradition, og når Blæserne tager hjem den aften er de alle kommet i julehumør.

I maj 2001 besøgte Hovedgård Blæserne Barsinghausen Brandværnsorkester i Tyskland og i år har de været på en forårstur til København, hvor de bl.a. besøgte Operaen og Tivoli.

Der skal være balance i arrangementer i løbet af året. Der skal være et formål med at øve og blive bedre (ud over at underholde dem selv). Men det skal heller ikke være mere, end at alle kan overkomme det tidsmæssigt. Og det skal siges, at der altid er stor opbakning fra medlemmerne, når man skal ud at spille.

- Når vi øver, kan det være hårdt, men det er først og fremmest sjovt. Man kan være sur og trist når man kommer, men man nynner altid på vejen hjem. Måske nogen skulle få lyst til at være med i orkesteret, så finder vi et instrument - eller bare kigge på, så er man hjertelig velkommen, slutter Jette Andreasen med et: - Vi glæder os til at spille i Ørridslev Kirke, for kirker har en helt speciel akustik.