Uldum Gademusik Festival med mange lokale deltagere
Det var 10. gang man i lørdags afholdt Gademusik Festival i Uldum. Og der er efterhånden tale om en stor og succesfyldt festival, som et stigende antal deltagere ser frem til og besøger hvert år. Programmet byder på masser af musik i alle mulige afskygninger, og at man har etableret 13 scener, hvorfra programmerne afvikles med skift cirka hver time, fortæller noget om festivalens omfang. Uldum er en lille by, men musikalsk er det en stor by, der har fået slået sit navn fast ud over det danske land. Der er arrangeret busser fra København, Århus og Odense, men mange kører selv til denne perle af en musikbegivenhed.
Der er masser af amatørmusik, men mange professionelle har også gæstet Uldum Gademusik Festival. I år bød det righoldige program bl.a. på violinisten Anker Buch, sangeren Erik Grip, men også vores egen Teddy Edelmann fra Østbirk. Man kunne også høre den tidligere Horsenspige Rikke Mølgaard, der optrådte i krosalen, mens Bedstemorbanden fra Nim hyggede udenfor.
Ud over de 13 scener blev der spillet musik og underholdt på anden vis på alle gadehjørner og hvor der i øvrigt var plads. Musikskolens yngste elever havde dannet deres eget orkester og benyttede chancen for at tjene en lille skilling, som de forbipasserende kunne undvære. De mange optrædende og de flere tusinde tilhørere satte deres præg på den lille by, og transporten af en slagbas måtte naturligvis foregå ved fælles hjælp og til fods.
For første gang var Hovedgård Blæserne inviteret til at medvirke ved denne musikbegivenhed, og Blæserne satte et smukt punktum for musikudfoldelsen på Hovedscenen ved slutkoncerten sidst på eftermiddagen. Vejret var godt hele dagen og var naturligvis medvirkende til, at gademusik festivalen fik et så flot forløb. Det mærkede Blæserne også, da et meget stort publikum overværede friluftskoncerten og taktfast sagde tak for den del af underholdningen, som Hovedgård Blæserne stod for.
Af bogo Østjydsk Avis 6.juli 2005