Nytårstræf 6. januar 2003.

Hovedgård Blæserne på Gedved Rådhus

Der var mange gæster i byrådssalen i Gedved i mandags. Borgmesteren havde inviteret til det snart traditionelle nytårstræf med champagne og kransekage, og antallet af fremmødte borgere ser ud til at være stigende.
Efter en festlig indledning med et sangkor med elever fra 2. klasse på Hovedgård Skole, der uimponeret af de mange tilhørere sang en håndfuld friske sange, gennemgik borgmester Ejgil Rasmussen hvad der var udrettet og investeret i i året 2002. Dette blev illustreret med billeder fra de omtalte områder, og borgmesteren trak linier op til nogle af de problemer, der står for at skulle løses i 2003.
Et nyt punkt på programmet var uddeling af en nyindstiftet pris til borgere, der har bidraget til at forskønne deres ejendom, til glæde for dem selv og til glæde for andre borgere, der har fået deres udsigt forbedret. Formanden for teknik- og miljøudvalget, lngerlise Thaysen, kunne uddele en pris til familien Juul og Petersen med barn og kommende familieforøgelse for deres indsats på deres bolig Kirketoft 2 i Tvingstrup, samt en pris til Annalise Rasmussen og Torben Jensen for deres indsats for at højne forretningsmulighederne i Hovedgård ved at renovere Bjælkehytten i Vestergade. Det har givet mulighed for etablering af 3 nye forretninger i Hovedgård til glæde og gavn for hele byen. Begge prismodtagere fik overrakt et smukt fad med inskription samt et gavekort til et weekendophold på en kro.
Nytårstræffet sluttede med et festligt musikalsk indslag af Hovedgård Blæserne med omkring 40 medlemmer, der under Ole Pedersens ledelse gav nogle vellykkede prøver på deres musikalske færdigheder. Og da Blæserne også, som kollegerne i Wien, sluttede deres koncert af med Radetsky-March, var stemningen ved kommunens nytårstræf fuldendt.
Af bogo. Østjydsk Avis  9. januar 2003