Barsinghausen 4. - 6. maj 2001

Niels Peter Danmark dirigerer Hovedgård Blæserne foran Hotel Kaiserhof i Barsinghausen

Hovedgård Blæserne på udlands-tour

Hovedgård Blæserne har hidtil levet stille og roligt i lokalsamfundet. Man har spillet på plejehjemmene og i forsamlingshusene, og en enkelt koncert i en nabokommune er det også blevet til. Men sidste weekend blev den helt store TOUR, da man besøgte Barsinghausen i nærheden af Hannover i Tyskland. Det frivillige brandværns Spielmannszug, et band med trommer og fløjter, har i mange år haft kontakt med Hovedgård Skoleorkester, men der var efterhånden blevet for stor aldersforskel mellem skoleorkestrets og spielmannszug's medlemmer, så derfor mente man, at Hovedgård Blæserne kunne indtræde som venskabsorkester.
Da blæserne ikke har været udenlands i de sidste 25 år, var det uprøvet for de fleste, både det med sproget og det med at træffe nye venner, så det var en spændt gruppe, der startede fra Hovedgård i fredags. Men det blev et par forrygende dage. Og det var en gruppe meget gæstfrie værter, der sørgede godt for de danske gæster på alle måder.
I Barsinghausen er der en flot gågade-zone med flere torve, og her havde byen arrangeret auto-udstilling af nye bilmodeller, og blæserne underholdt med 3 koncerter i området. Med stor succes, idet tyskerne kunne lide musikken under ledelse af Niels Peter Danmark. På billedet er blæserne i færd med at underholde foran en af de mange restauranter, som gågade-zonen er så rig på.
Medlemmer af Hovedgård Skoleorkesters venner havde formidlet kontakten og deltog i den vellykkede rejse.
bogo. Østjydsk Avis 9.5.01