Forårskoncert med Cantando 23. april 2015. Billede nr. 1 af 5
annonce
Musikalsk træf i Hovedgård
Østjydsk Avis 13. 04. 2015

Godt og vel 40-årige Hovedgård Blæserne og det godt og vel 25-årige voksenkor Cantando, der tidligere hed Hovsa (Hovedgård sangkor), har sat hinanden stævne i Hovedgård Skoles Festsal torsdag den 23. april.
Der er forskelle og ligheder mellem de to musikudøvende ensembler. Hovedgård Blæserne spiller på medbragte instrumenter; Cantando bruger indbyggede instrumenter, nemlig deres stemmer. En anden forskel er, at Blæserne øver om torsdagen fra 19.15, mens koret øver om onsdagen fra 18.30.
Man kan også nævne, at Hovedgård Blæserne blev sat i søen af Hovedgård Skoles første skoleinspektør, Niels Heyn, der ca. 7 år før blæsernes start, havde grundlagt Hovedgårds nu 52-årige skoleorkester. Nogle forældre til skoleorkestermedlemmer var blevet misundelige på deres børns musikalske oplevelser, og spurgte Heyn, om forældre ikke også kunne lære at spille. Heyns svar: Selvfølgelig kan de det.
Blæserinstrumenter var i en lang årrække stærkt dominerende i musiklivet i Hovedgård, dog suppleret af skolekor, men i 1988 dannedes koret Hovsa under ledelse af Ulla Gade, så nu blev også den menneskelige stemme et fast indslag i Hovedgårds musikliv. Hovsakoret tog navneforandring til Cantando, da Hanne Korsgaard overtog ledelsen.
Af ligheder kan nævnes: Utrolig musikglæde, festligt socialt samvær, musikalske udfoldelser indenfor adskillige genrer, og så den lidt vemodige: Vi bliver ældre og ældre.
- Men kom til en festlig aften, hvor Hovedgård Blæserne og Cantando vil spille og synge numre hver for sig og sammen, og hør hvor alsidigt repertoiret er. Et fromt ønske: Måske kunne nogen få lyst til at blive medlem af et af ensemblerne, siger Olav Jensen.
Et er sikkert: Aftenens dirigenter Signe Hagner og Niels Dan Andersen er garanter for at medlemmerne af kor og orkester yder deres bedste.