40 års jubilæum. Se billeder (49)
Den 12. september holdt Hovedgård Blæserne 40 års jubilæum i Hovedgård Hallen.

Fredag aften kl. 19 mødtes alle Blæserne i Hovedgård Hallen til opstilling af scene, borde og stole, sanganlæg, klaver, mindevæg og pyntning af hallen. Henrik Andersen havde lovet at hjælpe med strømmen og stillede beredvilligt op. Skoleorkestrets formand Kirsten Børgesen og orkestrets rytmegruppe stillede trommesæt og rytmeinstrumenter op og Kirsten var så venlig at låne os familiens el-klaver til arrangementet. Arbejdet skred hurtigt frem og i løbet af 2 timer stod hallen klar til receptionen næste dag.

Lørdagen startede med reception kl. 11.00. Receptionen var et overflødighedshorn af musik og sang og halbestyrer Tinna Canham havde kreeret en receptionsmenu, med små canapeer, sanwich, croisanter og Sarah Bernard kager og der blev serveret øl, vand og kaffe til. Blæserne startede med en 40 minutters koncert og blev efterfulgt af Cantando-koret, der ønskede os tillykke med skønne danske sange og sluttede af med et enkelt engelsk nummer.

Cantando efterfulgtes af Horsens Harmoniorkester-Nord for Alperne, der under ledelse af Taus Houmøller, serverede smagsprøver på deres alsidige repertoire.
Efter Nord for Alperne indtog Hovedgård Skoleorkester scenen. I let forstærket opstilling, hvor Jonathan Seest og Marie Buchardt var kaldt ind til hjælp, fejede de benene væk under alle tilhørerne. Orkestret leverede en bred vifte af musik, fra første nummer: Pirates of the Caribbean til sidste nummer som var Paul Simons Late in the Evening. En helt igennem solid indsats af Hovedgård Skoleorkester.

Afslutningsvis overtog Beredskabsforbundets Musikkorps scenen, med en vekslen mellem tamburkorps og orkester. BFM og Hovedgård blæserne har jo haft et samarbejde om forårskoncert de sidste år, så da Hovedgård Blæserne uden for program, til sidst stillede sig op på scenen for at afslutte arrangementet med nummer 136, blev BFM selvfølgelig stående for at hjælpe. Dirigent Ole Møller opfordrede også alle andre der havde instrument med, til at komme op og deltage, så det var en stor blandet flok der sluttede receptionen af med Just a Gigolo. Derefter takkede både Lars og Ole for fremmødet og den gode sang og musik.

Straks efter receptionen var slut kl. 14.30, gik blæserne atter i aktion. Hallen skulle omstilles til festen lørdag aften. Dugene blev skiftet og bordene dækket og pyntet med lys og servietter. Allerede en halv time senere kunne alle gå hjem og slappe af inden aftenens festmiddag.

Kl. 18.30 begyndte gæsterne at ankomme til hallen og i løbet af den næste halve time fyldtes hallen med 120 festklædte mennesker. Lidt over syv, skød Lars og Jette middagen i gang og vi kunne alle nyde Tinnas dejlige mad, skyllet ned med rislende dråber og allerede før desserten kunne Horsens Big Band slå de første toner an med deres to mest stille numre. Efter at vi havde nydt desserten, spillede big bandet op til dans og dansegulvet var straks fyldt med feststemte mennesker.

Med kun en enkelt lille trække-vejret-pause, spillede og sang big bandet svingende dansemusik indtil festen sluttede lidt over midnat.

Efter at have taget afsked med vores gæster, ryddede blæserne op i hallen; scenen skulle tages ned og bordene ryddes. Heldigvis skulle hallen først bruges til bankospil søndag aften, så vi slap for at stille borde og stole væk, så godt en halv time senere, kunne vi tage afsked med hinanden, glade over at dagen var gået helt fantastisk godt.

Jeg vil gerne takke vore sponsorer for støtten til jubilæet, blæserne for den gode indsats, både med opstilling, pyntning, koncert, fest og nedtagning, Tinna i hallen samt alle de der har hjulpet os med jubilæumsarrangementet.

Lars Krøldrup